Det danske start-up med fokus på tilgængelighedstjenester, SubReader, kan i dag offentliggøre, at der i forbindelse med ny investeringsrunde, er indtrådt nye kompetente investorer i selskabets ejerkreds. Med kapitalrejsningen, kan SubReader fortsætte planen om at videreudvikle platformen, som kan hjælpe ordblinde og andre svagt læsende personer, med at få undertekster læst højt på film og tv. Kapitalen skal ligeledes bruges til at skalere SubReader i nye markeder i Skandinavien og sætte selskabet i en position der gør det muligt at skalere platformen i flere nye markeder. SubReaders mål er at blive standarden for oplæsning af undertekster.

 

Satsning på partnerskaber

SubReader er stolte over at kunne byde blandt andet Anders Blauenfeldt og Stig Myken velkommen i ejerkredsen. Stig Myken har tidligere været med-stifter af bredbåndsselskaberne Fullrate og Hiper og er aktiv investor i en række danske opstartsvirksomheder. Anders Blauenfeldt kommer med en baggrund fra blandt andet YouSee og Mofibo, og har de seneste år siddet i direktionen af TV 2 som digital direktør. Anders Blauenfeldt indtræder tillige i selskabets bestyrelse, og vil blandt andet hjælpe med opbygning af partnerskaber med tv-stationer fremadrettet. Visionen er at samle oplæsning af undertekster i en aggregeret platform og hjælpe udbyderne med at tilbyde deres kunder en brugervenlig tilgængelighedsservice.

 

Kapitalrejsning midt i Covid-19

SubReaders direktør og med-stifter Alexander Gram Jensen udtaler:

Jeg er virkelig stolt over selskabets evne til at rejse ny kapital midt i økonomisk usikre tider, og er både glad for de eksisterende investorers opbakning til selskabets fortsatte rejse, samt den store interesse fra nye investorer for at bidrage med risikovillig kapital. De sidste par år har vi bevist at produktet skaber en reel forskel for brugerne, ikke mindst via de mange implementeringer i danske biografer, og de næste år bliver fokus på nye partnerskaber og videre internationalisering.

Den totale kapitalrejsning bliver en kombination af udvidelse af egenkapitalen og optagelse af Vækstfondens nye Business-Angel matching lån, som blandt andet har fået udvidet sine lånerammer som en del af statens hjælpepakker i foråret 2020.

 

For spørgsmål eller yderligere kommentarer venligst kontakt:

Alexander Gram Jensen, tlf 60143551

Anders Blauenfeldt, tlf 40270658